Findes modet i dig?

Udfordringen kom fra min mentor. Den kom uventet. Det var en test. Det var en test af mig – og mit mod.

Rejs dig og fortæl en historie. Bare fortæl, snak, del noget.

Noget gik i baglås. Jeg kunne ikke. Mine tanker gik i alarmberedskab.

Hvad skal jeg sige? Hvor skal jeg starte? Hvad vil andre høre?

Jeg blev alt for bevidst. Og det blev min stopklods, men jeg var ikke klar over, hvad der stoppede mig.

Min kloge mentor havde et kryptisk svar: Jeg skulle bare lige se, om modet findes i dig.

Jeg manglede modet.

Hele den febrilske tankerække viste mit fokus på at skulle præstere på en bestemt måde, selv om jeg tværtimod var blevet opfordret til at fortælle noget, jeg selv bestemte.

Jeg reagerede som, at jeg skulle bevise noget, men jeg vidste ikke præcis hvad. Det var en tanke om nødvendigheden af at gøre noget “korrekt”. Mit fokus på at leve op til andres forestillinger – selv om det, som jeg anså som andres forestillinger, kom fra mig selv.

Modet jeg manglede var til at give slip på tankerne om rigtigt og forkert. Slippe forestillingen om det korrekte.

Min mentor ville udfordre mig til at være “uperfekt” og bare tale, bare fortælle – og vække glæden ved det at dele. Det uventede og letheden ved det spontane.

Det er et mod, der handler om at slippe fokus på det skulle præstere. Et mod til at kunne være sig selv og tale som sig selv.

Findes modet i dig?