Tiden skal leves – om oplevelsen pludselig at få kræft ind på livet
Tiden skal leves fortæller gennem meget personlige beretninger, hvordan det opleves at få en kræftdiagnose. I denne fælles beretning deles erfaringer, som hjælper til at forstå de reaktioner og følelser, man har i tiden efter den alvorlige besked. Stemmerne og indsigten taler til følelserne. Først når man begynder at forstå dem, kan man handle, og en ny forståelse forandrer ens livssyn.
Tiden bliver mere kostbar, den skal ikke spildes, den skal leves.
Tiden skal leves er en montage af interviews. En blanding af stemmer fortæller med temperament og nærhed om uvante følelser tvunget op til overfladen af denne oplevelse. Det som personerne har til fælles underbygger de mange forskellige stemmer og historier, og tilsammen fortæller de én beretning. Den starter i kaos og fører historien fra de første kolde, fremmedgørende følelser videre til, at varmen og dagligdagens detaljer igen opleves i stille stunder. Optagelsen er i tre dele, adskilt af digte fra Birgitte Louvs digtsamling Øjebliksbilleder læst af Birgitte Louv selv.
Indholdet giver en vigtig indsigt i den følelsesmæssige bearbejdning af oplevelsen, samt giver pårørende, læger og behandlere en bedre forståelse og baggrund for at hjælpe en person med kræft. Denne forståelse kan være livsvigtig. En kræftdiagnose er ikke ensbetydende med, at personen, der får diagnosen, føler sig syg. Derfor kan det være hårdt og frustrerende pludselig at møde hospitalsverdenen og et krav om at tilpasse sig systemet samtidig med, at det netop er på hospitalet, at de nære møder finder sted med andre, der befinder sig i samme livstruende situation. De mange stemmer viser styrkerne, der kommer ud af den livsudfordring, det uundgåeligt er, at få alvorlig sygdom så tæt ind på livet.
Dette projekt blev produceret med støtte fra Sundhedsministeriet og Kræftens Bekæmpelse.