MIN HISTORIE
Min hjertesag er, hvordan vi bliver tydelige for den person, vi er og gerne vil være. Hvad vi vælger at fortælle, og hvordan vi taler om os selv på en måde, så vi får sagt det, vi har brug for at sige. Så vi naturligt kan nå ud til andre med det, der er vores meningsfulde bidrag. Det vigtige vi gerne vil dele, både som person og i forhold til vores virke.
Kernen er troværdighed. Og det handler om den historie, vi har om os selv.
I godt 30 år har jeg beskæftiget mig med historier, historiefortælling og formidling. Og jeg har altid været selvstændig og arbejdet freelance.
Da jeg var ung, drømte jeg om at blive udenrigskorrespondent. Jeg så mig selv rapportere fra verdens brændpunkter. Det var en eventyrlyst blandet med at skrive og formidle vigtige historier, og det at leve med en følelse af personlig frihed. Det blev ikke lige den rejse, jeg kom ud på, men min drøm gik alligevel i opfyldelse. Jeg søgte ind på journalisthøjskolen, men blev ikke optaget, og det viste sig at være mit held. For i stedet søgte jeg ind på et universitet i London og kom ind. Det var lige den udfordring og den uddannelse, der passede til mig. Jeg blev i London i ti år og udover at uddanne mig inden for manuskriptskrivning og dokumentarfilm, lavede jeg egne film, arbejdede som tv-tilrettelægger og underviste i det at skrive.
I mit virke og mangeårige arbejde med livshistorier har jeg lyttet til en stor mængde historier fra mennesker, der har overlevet selv de sværeste livsperioder, både fysisk og følelsesmæssigt. Personer, der har overvundet sig selv gang på gang og fået rykket deres grænser igen og igen. Ud af vores samtaler kom deres rå livsindsigt fra deres oplevelser og erfaringer og deres stærke historier. Ved at dele deres inderste med mig blev de også en inspiration til, hvordan vi kan være til stede i livet – helhjertet.
Det var bare en opdagelse, jeg gjorde efter i flere år at have lyttet til andres historier og støttet andre i at finde de rigtige ord for både det lette, men især for det tunge.
For hvad med min egen historie? Den historie, som også er en del af mig?
Nogle af de største udfordringer i mit liv har været perioder med alvorlig sygdom inde på livet. Som de største kriser sætter alvorlig sygdom alt, hvad der før var normalt, på hold. Min kamp blev med mine følelser. For dem lukkede jeg ned. Jeg ville ikke gøre andre mere kede af det, end de allerede var, og jeg ville være stærk. Jeg holdt facaden så meget, at jeg også kom til at lukke ned for fornuften. Jeg blev ude af stand til at tale om det svære. Jeg overså, at jeg havde brug for at vise sårbarhed. Jeg anstrengte mig for at skjule det, der var min virkelighed.
Det var et vendepunkt, da jeg indså et stort paradoks. Jeg kunne hjælpe andre til at dele deres historie, men jeg kunne ikke selv fortælle min.
Den erkendelse gjorde det tydeligt for mig, hvad det betyder ikke at skulle kæmpe for at undgå at tale om det, der er forbundet med mange følelser. Forskellen, det gør, ikke at tale uden om, ikke at skulle glemme eller skjule, men tværtimod dele med andre.
Essensen findes i den naturlige sårbarhed og tilliden til det, vi deler som mennesker.
Jeg er en sum af mine erfaringer, min livslæring og min måde at være i verden på, men jeg ville ikke være den, jeg er og have min viden uden alt det, andre har lært mig gennem deres historier. Mennesker, som har delt deres historier med mig. Mennesker jeg har mødt, opsøgt, lyttet til og talt med gennem mit arbejde og på min livsvej, og som jeg nu møder som coach.
Som coach og storycoach lytter jeg og guider dig, så du kan stå ved dine tvivl og din sårbarhed og have det naturlige mod til at vise, hvem du er og dele det, du vil ud med til andre.
Som forfatter har jeg fået udgivet både faglitteratur og skønlitteratur.
Se profil hos Dansk Forfatterforening
Portrætinterview som faglitterær forfatter
Referencer:
With her rich and creative background in story, Lykke has an authentic and heart-felt desire to support you in finding your story. Her deep understanding of where the real story lies, allows her to gently guide you to find your own version that will support you and empower you. It’s been a pleasure working with Lykke. Lisa Bloom, Story Coach, Founder of Story Coach Inc.
Jeg kom til Lykke med ønsket om at blive mere klar over, hvilke mennesker der er gode for mig at arbejde med, og som jeg, med min historie og baggrund, kan bidrage bedst til. Sammen fandt vi 3 kernehistorier med hver deres tema, udfordringer og ressourcer, og hurtigt tegnede der sig et billede af målgruppen – med afsæt i min egen historie. Jeg troede blot processen hos Lykke ville være en hjælp i forhold til tydeligheden i mit firma, men det har virkelig også givet mig personligt en større ro, forståelse og glæde ved min egen rejse – og vigtigst af alt – en oprigtig lyst til at dele videre til andre herfra og ikke “gå og gemme det”. Din historie rummer læring og hjertevarme – lad Lykke støtte dig i at folde det ud. Kristoffer Kallesen, Coach
Jeg går altid fra dig med et klarere syn – eller måske “fra et andet sted” rent mentalt, end der hvor jeg var, da jeg ankom. Monika Kallan, Ph.D. og Cand.Phil.
Lykke hjalp mig til at få overraskende indsigter og til at synes bedre om mig selv og mit
virke. Det gjorde hun ved at spørge “omvendt” og utraditionelt. Nænsomt, lyttende og
kompetent. Heidi Holm Katzenelson, Skuespiller
Du fik mig til virkelig at føle det, der er vigtigt for mig. Nu ved jeg, hvordan jeg kan påminde mig selv om den gode følelse. Susan Lyngfeldt, Zoneterapeut
Jeg er rigtig glad efter at være blevet coachet af Lykke. Jeg fik hjælp til at få klaret tankerne, og dermed blev det muligt at genfinde min egen historie og den ro og glæde, som er forbundet med den. Tak Lykke! Marianna Mose, Kranio Sakral terapeut